Pral er tilladt…

Nogle gange må man godt prale. Bare lidt…

Jeg har jo atter kastet mig over det analoge fotografi. Dels for at genopdage den laaaaaangsooooooommeeeee(re) måde at fotografere på, dels fordi billeder, skudt på film, bare ér fede at se på. I den forbindelse er jeg gået på jagt efter sjove & spændende kameraer. Og forleden ramte jeg sgu’ plet: En flink mand solgte mig et Leica Minilux til en umanerlig pæn pris – nok det tætteste man kommer på et ubevæbnet røveri…

Billedet hér er af den yngste Damgård, og det er skudt med Minilux’en på en Fujifilm Superia.

Man er glad 🙂